tirsdag den 8. december 2009

Lilla bælte / Purple belt

Jeg fik lidt af en overraskelse i går. Robson Barbosa er gæstetræner i klubben med jævne mellemrum og i går var en af de dage hvor han var der. Han hev de tre højst graduerede blåbælter frem og gav dem lilla bælter. Det her er virkelig teknisk dygtige blåbælter. Alle tre "små" og virkelig atletiske og bevægelige. Jeg blev virkelig glad på deres vegne og var stolt over at have holdkammerater der var nået så langt ... ja jeg følte også at det faldt lidt tilbage på mig og de andre i klubben, da man jo ikke bliver god uden gode træningsmakkere.

Der hvor jeg blev overrasket var da de tre trådte tilbage i rækken og jeg blev bedt om at komme frem. I mit hoved ville der gå mindst et år før jeg kunne få et lilla bælte, men jeg fik det altså i går ... Jeg fik det!

Da jeg fik mit blå bælte lå det ligesom i luften. Havde trænet (for et blåbælte) lang tid og rimelig hårdt og der blev kun gradueret ca. 1 gang om året. Men denne gang kom det som noget af en overraskelse og jeg er virkelig stolt over at have fået det. Jeg har hørt fra så mange at de ikke følte sig klar til deres lilla, brune og sorte bælte da de fik det og jeg har det på samme måde. I mine øjne er folk med lilla bælter dem der tæver mig til træning, dem der kender detaljer og som jeg får gode råd af - nu er jeg en af dem og hvor er der meget jeg ikke føler jeg kan opfylde i mit eget billede af en lilla bælte.

Lige så stolt jeg er over at have fået det, lige så stort et pres føler jeg for at leve op til det. Jeg er sikker på jeg nok skal leve op til det, men det er sjov hvordan det nye bælte har givet mig en ny mental fokus på træningen. Jeg skal ikke bare træne længere - jeg skal være lilla bælte.

Jeg har altid syntes det var en kliche at takke sine holdkammerater og trænere, men nu hvor jeg selv har opnået noget så stort har jeg virkelig lyst til at sige tak til dem. Jeg prøver at huske det i hverdagen, men jeg er virkelig glad for mine holdkammerater. De har betydet meget for at jeg har kunne udvikle mig. Ikke mindst mine trænere Carsten Ettrup og Christian Graugart (som selv fik sit brune bælte i går) har betydet meget. Så tak alle sammen - det har været fantastisk!


Nu lilla / Now purple


Mærke fra den traditionelle "bælte piskning" / Marks from the traditionel "belt whipping"


I got some surprise yesterday. We have Robson Barbosa guest teaching from time to time in the gym and yesterday was one of them. At the end of the class the 3 highest graded bluebelts were called forward and awarded purple belts. These are really technically guys. All 3 "small" and very athletic and great movability. I was really happy for them and proud of having team mates getting this far ... I also felt a little of their achievement felt back on me and the rest of the team because you don't get good without good training partners

What made me surprised was after the 3 went back in line I was asked to come forward. In my head it would be at least a year until I could get a purple belt, but I got yesterday ... I got it!

When I got my blue belt, it was kind of expected. I had trained (in regard of getting a blue belt) hard and for a long time and belt graduation was only about once a year. This time it came as a big surprise and I am really proud of my new belt. I have heard from quite some people, that they didn't feel ready when they got their purple, brown and black belts and I feel the same. In my eyes purple belts are those that beats me up in sparring, those who knows details and gives med tricks and advises - now I'm one of those, but I don't feel I quite fit my own picture of a purple belt.

As proud as I am getting it as big a pressure do I feel of living up to it. I'm sure that I will, but it's funny how the new belt has given me new mental focus on training. I won't just be training any more - I'm going to be a purple belt.

I've always it was a cliche to thank your team mates and coaches, but now when I have achieved somethin this big, I'd really like to thank them. I try to remember to tell them in the everyday practice, but I'm really happy to have them as team mates. They have a big share in my development. And not least my traines Casten Ettrup and Christian Graugart (who him self got his brown belt yesterday) has ment a lot to me. Thank you everybody - it's been great.